Fortsat fra På rejse 2 ...

Sidst jeg skrev, havde vi sejlet over fra Finland til Högaküsten på Sverigesiden og sejlet lidt nordover til Järnäsklub lidt syd for Umeå, hvorfra vi vendte om og sejlede ned sydover tilbage til Högakusten, hvor vi ville vente på et højtryk og nyde tiden her.

Efter et par dage på Trusunda med nogle kønne traveture og besøg på deres lille fiskerimuseum, kom det ventede højtryk og vi sejlede et par mil sydover ned til Ulveøen.

Ulvøen er et sted, der var gået igen uanset hvem vi havde talt med heroppe på Högaküsten. Det var ligesom et ”must ” et sted man skulle besøge. Og vi blev ikke skuffet. Indsejlningen til Ulvehamnen var hysterisk flot. Den var som det senere skulle vise sig for en stor del af Högaküsten, præget af, at vi skulle sejle igennem meget smalle passager, hvorefter det hele åbnede sig som en lagune. Der lå de gamle bygder så bygget op rundt om lagunen.

Som vi ankom var det den årlige Ulveødag. Det vil sige, at der var masser af fest og farver overalt i bygden og en masse mennesker. Vi sejlede lidt rundt i havnen for at finde en plads så tæt på begivenhedernes gang som muligt, men måtte opgive. Derimod havde vi set, at lige vest for havnen netop som den smalle passage åbner sig, var malet en stort anker på en klippeside og at der lå en masse både fortøjret til klippen der. Det passede med, at vi netop kunne kile os ind. Der ligger man fint og gratis, kun et par minutters gang væk fra de faciliteter som andre må betale for. Men på den anden side, så var det ikke havnepenge som ruinerede folk heroppe. Priserne i de mindre steder lå oftest mellem 30-50 svenske kroner og så var der Bastuer og vand med i prisen.

Efter en aften og nat med ”gang i den” sejlede vi videre over til Mjalten, som er navnet på den højeste ø i Sverige. For at det skal forblive den højeste ø har de en tradition for at man skal tage en sten med op på toppen og placere den på det højeste sted.

Vi malede straks en sten i Dannebrogs farver og med bådens navn i forventning om, at andre havde gjort det samme. Stor var vores forundring, da vi nåede toppen efter 3 timers hård bjergvandring. Der lå klippestykker på flere kilo til samligning med vores, der ikke var større end vi kunne have en i en stor lomme. Til gengæld var vores sten den eneste, som var malet. Vi talte senere med nogle unge sejlere, der fortalte, at de lokale sejlere ligesom havde haft en uofficiel konkurrence om, hvem der havde båret de tungeste klippestykker op. Hvad tænker de dog på ?!!!

Vi blev på Högaküsten en halvandens uges tid. Hvor vi sejlede rundt i den flotteste natur, med de dejligste mennesker og det herligste vejr. Det var virkeligt et dejligt sted, som hele tiden åbnede nye oplevelser. Hvergang vi troede, vi havde set det flotteste og mest charmerende sted, kom der et nyt. Som da vi sejlede ind til Hägviken. En lille havn i bunden af en fjord og fik en herlig velkomst af den gamle havnefoged.

Han fortalte, at vi var den første danske båd, han havde oplevet derinde, og ville vide hvordan, vi kunne finde ind til ham. Ja, på et tidspunkt mente han, at det måtte være fordi, vi var sejlet forkert. I virkeligheden var det blot endnu et af de utallige steder, vi var blevet anbefalet at sejle hen af de lokale sejlere, vi kom i snak med.

Det meste af tiden gjorde vi det, at vi sejlede ind til nogle bygder, hvor vi kunne proviantere for derefter at sejle ud til små charmerede ankerpladser eller små anløbsbroer ved ubeboede øer. Flere gange oplevede vi, at indkøbsmulighederne ikke lå i nærheden af havnen, men så var der stillet gratis cykler til rådighed. Så gik den vilde jagt på cykel med hver sit barn på bagagebæreren, der drev deres forældre frem, som var det et trav derby.

Den 8. august havde Simon 4 års fødselsdag, og vi havde aftalt med Karins søster og svoger, at de ville komme op et par dage før og blive hos os, så de kunne være med til at fejre hans fødselsdag. Vi aftalte at mødes i Sundsvall, så vi måtte forlade den dejlige Högakust.

Turen ned sydover gik via Lustholmen, som er den lokale sejlklub i Hanösunds feriehavn. Et dejligt sted, hvor det var svært at komme fra. Ved et uheld var vi kommet til at ligge til ved broen forbehold de lokale sejlere. Hvilket dog ikke gjorde noget, tværtimod. Vi blev igen utroligt godt modtaget og alle facilitet blev stillet til rådighed for os. Og det var alt lige fra deres klubhus, legetøj og jolle m.m.

På Simon fødselsdag om formiddagen talte vi med et par af de unge sejlere, vi havde truffet allerede helt oppe i Ørnskjoldsvik. De inviterede os på deres lokale spise som er surströmming og flatbröd.

Det var en oplevelse vi sent vil glemme. Surströmmingen er en halvrådden sild på dåse, der stinker ubeskriveligt. Det var sådan, at da de åbnede dåsen gjorde de det 50 meter væk fra, hvor vi skulle spise for ikke, at lugten ikke skulle skræmme os væk, inden vi havde smagt på den. Derefter spiser man den der rådne fisk på et flatbröd med et godt lag smør, blandet med rå løg, tomater og æggeblomme. At de 2 svensker fra Norrland elskede det, var der ikke nogen tvivl om. Men blandt os andre diskuteres, det stadig, om hvor godt, eller skidt det var. Personligt fastholder jeg, at det var en udmærket spise. Men jeg medgiver gerne, at den hjemmebrændte svenske brændevin gjorde sit til, at det blev en dejlig oplevelse.

Det værste var dog de næste 24 timer efter middagen. Hver gang, der kom en lille bøvs eller blot et opstød, kom den der stang af rådden fisk op i munden på en. Det er afgjort ikke en middag, der kan anbefales, hvis man skal ud og ”score” bagefter.

Vi manglede søkort fra Hudviksvall, en by, der lå sydfor os og længere ned sydover til den stockholmske skærgård. Men ingen problem. Vores ven Frederick, en af de 2 svenske sejlere ringede hjem til Ørnskjoldsvik, hvor han arbejder i en søsportsforretning og fik arrangeret, at der ville ligge et sæt til os i den lokale boghandel i Hudviksvall.

Vi havde håbet, vi kunne anløbe en havn tæt på Hudviksvall og derfra tage en bus ind til byen, idet den lå langt inde i bunden af en fjord, og det derfor ville gå noget stærkere med at få hentet de kort hvis vi tog en bus.

Vi anløb derfor Höllick i håb om nogle gode busafgange. Men desværre viste det sig, at der kun gik 2 busser om dagen. Så mente vi, at vi ligeså godt kunne sejle derind. Det skulle vise sig at blive en tur vi sent glemmer. Vi havde en forventning om, at vi kunne nå det meste af stykket ind gennem skærgården i det sidste aftenlys. Men nej, vi kom hverken helt eller halvt ind førend det blev mørkt. Så er det, man skal holde hovedet koldt, for der er mange, rigtig mange ledefyr og overetlys med forskellige fyrkarakter, man skal holde adskilt fra hinanden. Det var et super adrenalin kick. Vi havde simpelthen en puls på 120, da vi sejlede ind gennem skærgården i total mørke kun ledt af en masse fyrkarakter. Vel inde i havnen var vi, ironisk nok, ved at sejle ind i broen, da vi simpelthen ikke kunne vurdere afstanden ind til den i mørket.

Oplevelsen blev rigtig god, da vi sejlede ud fra Hudviksvall og kunne se de smalle løb og undervandsskær, vi havde passeret om natten. Uha !!

Fra Hudviksvall skulle vi nedover den berygtede Gävlebugt, men besluttede at dele den op i 2 dele og sejlede ned til Stor Jungfrun, som ligger lige nord for selve bugten.

Vi havde spurgt mange, hvorfor Gävlebugten skulle være så slem, som rygtet gjorde den til. Alle mente, at det var på grund af bølge mønsteret, som ofte svær at læse med en del ”skæve søer”. På kortet var der vand nok, så vi undre os noget over, hvor de skæve søer skulle komme fra.

Den 14. august lovede SMHI, det svenske metrologiske institut, en vind fra NØ drejede Ø og mellem 3-7 m/s. Perfekt vind til turen nedover Gävlebugten med en kurs på 150 grader. Men allerede om formiddagen drejer vinden over i SØ og vi havde rent kryds de næste 65 sømil. Over middag øgede vinden til en 11-14 m/s stadig fra SØ.

Nu ved vi hvad svenskerne mener, når de omtaler Gävlebugten som et sted, hvor det kan være hårdt at sejle. Turen nedover til Øregrund tog 15 timer på kryds i en hård vind og manuel styring. Men vel ankommet, var humøret stadig i top. Vi blev dog lidt urolige, idet vi manglede en svensk Ballade, som var taget af sted samtidigt med os fra Stor Jüngfruen, og havde samme destination som os. Men heldigvis kl. 23.30 ankom han. 3 timer efter os. Han var sejlet mere til søs og ikke fået den samme bølgelæ som os på den sidste del af turen, og havde dermed ligget og banket i nogle store søer uden rigtig at have fremdrift.

Øregrund er der ikke meget at berette om. Det var et dejligt sted, charmerede, velholdt og med en spændende historie fra dens stortid, hvor den bl.a. kandiderede til at skulle blive Sveriges hovedstad.

Desværre for os var mange museer lukket, turistinformationen kun åben et par timer om formiddagen, og vi kunne mærke, at sommeren var forbi. Der kom sågar en isbryder ind, der var på vej op nordpå, og samtidigt var det for os også et vink om, at vi skulle til at komme ned sydover inden dårligt vejr kunne sætte ind.

Vi var blevet ringet op af vores finske venner, der fortalte, at de lige havde fået en uges ekstra ferie. Så om vi kunne mødes på Åland og dele en kop øl ? Vi takkede pænt nej, idet vi havde besluttet os for at ville opleve Stockholm inden vi skulle være nede Götakanalen den 1. september.

”Jamen det var ikke noget problem. Så sejler de da bare til Sverige og så kan vi mødes i en havn lidt nord for Stockholm. Hvad med Gunnersmaren ?”

4 dage senere mødtes vi i Gunnersmaren, efter vi havde sejlet ned gennem den kønne Väddökanal. Havde en dejlig eftermiddag og aften med vores finske venner, hvorefter de sejlede tilbage til Finland. Det er da noget, at man på bare en uges ferie sejler fra Turku i Finland til Sverige, blot for at besøge en dansk båd og så retur.

Vi havde set frem til at opleve Stockholm, som vi havde hørt meget godt om. Men vi må konstatere, at det med storbyer, bare ikke er os. Vi lå et perfekt, men meget dyrt sted. Nemlig inde ved Wasahamnen og havde det hele lige inden for rækkevidde. Men det var bare ikke os i en storby, så efter 2 overnatninger sejlede vi allerede videre.

Efter et par gode stræk via Nynäshamn og Ankerudden landede vi i Mem, som er indgangen til Götakanalen, den 24. august.

På vejen derned havde vi mødt et ældre dansk ægtepar i Ankerudden, der havde boet i Sverige i mange år. De inviterede os hjem til dem selv til spisning og vi havde rigtig hyggelig aften. Det vi efterfølgende kunne konstatere var, at det ofte for os var tilfældet, der førte os til de gode oplevelser. Vi ville slet ikke have været inde til Ankerudden. Men på grund af dårligt vejr havde vi søgt ind til nærmeste havn og dermed landet i Ankerudden. Hvilket igen førte til mødet med det danske ægtepar. Anderledes tror jeg heller ikke, vi nogensinde havde opdaget Ankerudden, så lille var den.

Vi kom for sent til sluserne. For sent til, at vi måtte sejle individuelt og i vores eget tempo gennem kanalen. For sent til, at Götakanal som et firma, ville ansatte mandskab til sluserne for de få både, som måtte sejle igennem på det tidspunkt af året.

Dette betød, at vi måtte vente 2 dage frem til om torsdagen, hvor vi derefter skulle sejle i konvoj med andre både, og havde nogle bestemte destinationer, hvor slusningerne ville starte dagen efter. Vi kunne vælge at vente på bestemte destinationer og derefter sejle med den næste konvoj, som ville komme forbi 4 dage senere.

Vi valgte at sejle hele turen igennem på en gang. Det vil sige uden overligger dage. Det tog os 4 dage at komme igennem fra Mem til Sjøtorp. Og det var alletiders tur. Der blev fra dag 1, et fællesskab mellem os 4 både som tvungen af omstændighederne skulle følges ad. Vi var en broget flok, bestående af en mindre tysk sejlbåd af ubestemmelig race, med 2 tyske, muntre, cigar rygende EU tilhængere ombord, en stor svensk motorbåd fra Sundsvall, der var på vej til Norge, med 3 mandlige smede og et barn ombord, en svensk motorsejler fra Åmål, med en noget teatralsk, med lige så sød, stockholmsk kone og en mand, der tidligere havde været dansk gift. Vi var meget forskellige, men havde alligevel det tilfælles, at vi alle kunne lide at sejle, og at vi nu skulle gennem Götakanalen.

Det var helt underligt, som der kan opstå usynlige bånd mellem så forskellige mennesker. Efter 3 dage skulle vi sejle sammen med 3 andre både, som ”stod på” vores konvoj i Törreboda, som var vores sidste stop inden Sjøtorp i Väneren. Straks var der, når vi talte sammen, en gruppering af ”dem” og os. Havde vi selv kunnet vælge, havde det også været os ”de rigtige” fra starten, som havde gået ind i sluserne sammen. Sådan kunne det ikke af praktiske grunde blive, men der blev ventet på hinanden i Sjøtorp og sagt farvel på en ordentlig måde.

Det var som om, vi var ved at blive rastløse ombord på skibet. Alting i Sverige var ”stängt” (lukket) og vi havde en følelse af komme for sent, eller måske ligefrem en følelse af ikke at være så velkommen. Det hænger nok noget sammen med, at vi på hele turen havde oplevet en gæstfrihed ud over alle grænser, at vi var blevet lidt forvente, og det derfor var underligt, at alt nu var lukket. Vi blev enige om, at vi ville besøge Åmål og derefter sejle hjemover, og bruge tiden på nogen af alle de steder, vi ikke havde oplevet i Danmark.

Den 2. september kl. 10.25 vi sejler ud gennem skærgården nord for Kållandsö, efter at have været inde og besøge smukke Läckö slot. Vinden blæser 8-10 m/s fra SW, og vi vurdere, at vi lige kan holde op til Åmål på en foran fortværs. Sejlføring er et rebet storsejl og fokken. Søen er meget høj og krab, idet vi sejler ud fra lu kyst, og bølgerne slår tilbage fra klipperne. Men vi ved også, at vi blot skal et par sømil ud fra kysten og bølgesystemmet vil blive mere regel-mæssig.

-BANG- !

siger det. En kort, høj og stump lyd, og masten ligger i vandet i læ side. Det gik så stærk, at ingen af os så masten falde gennem luften, lige pludselig lå den bare i vandet.

Karin kigger på mig, og spørger ”hvad gør vi nu ?”. Vi har før talt om, hvad vi skal gøre, hvis masten ”ryger” overbord eller knækker. Men alligevel er vi total rystet. Der går mange tanker på meget kort tid gennem hovedet. Jeg ved, vi ligger lige på kanten af den afmærkede rende, og at vi driver ind over grundt vand. Jeg konstatere, at bådens styrbordside hugger ind i masten. At vi stadig befinder os inde i den krappe, relative høje sø og vurdere, at vi bliver nødt til at kappe masten, så vi kan få den fri af båden, inden den laver skader på styrbord side, og inden vi driver længere ind over grundt vand med undervandsskær.

Vi har ingen boltsaks ombord, men løsner riggen ved at trække splitterne ud af vanterne og skære faldene over med en kniv. Det er uhyggeligt. jeg kravler rundt på dækket, da det er svært at holde balancen i søerne, og der er ingenting at holde fast i. Karin klare alt agter, som hun kan nå fra cockpittet.

Følelsen da vi ser sejlet blive opslugt af det grumsede vand og forsvinde ned i intetheden, var slem. Det var som om en del af en selv forsvandt med ned i intet-heden. Jeg syntes, jeg engang har læst, at man skal forsøge at bjærge riggen ved sådanne situation, så jeg forsøger at trække masten ned agter, for at kunne gøre den fast i agterpullerten, så vi kan slæbe den med ind. Men det er da en umulighed. Masten og sejlet er vildt tungt, og jeg har svært ved at holde balancen. I stedet bliver jeg nødt til at lade masten gå. Jeg råber til Karin, at hun skal sætte motoren i gear, da jeg samtidigt konstatere, at vi nu er drevet langt ind over afmærkning.

Det var en fejl !

Masten var tilsyneladende ikke sunket dybt nok og vi får vores flaglinie, som er en flydelinie op i skrueaksel, som derefter trækker vores 6 mm overvant op om skruen. Sådan ! Nu er jeg klar over, at vores 11,5 meter lange mast hænger lodret ned under bunden på os. Vanddybden er på nuværende tidspunkt 14 meter, og vi kaster anker. Via mobiltelefon for vi kontakt til Sjøredningstjenesten. Da vi opgiver vores position, kan vi på GPSèren se, at vi driver på trods af vores anker. Vanddybden er nu også faldet til 12-13 meter. Jeg beder dem skynde sig.

Først nu har vi rigtig overskud til børnene. Til min skræk går det op for mig, at de sidder, og holder hinanden i hånden nede i kahytten. Hvis masten rammer bunden, vil den gå op igennem båden som et spyd, og hvis den går op gennem bunden nede i kahytten, er det ikke der, børnene skal sidde. Hurtigt bliver de klædt varmt på og iført redningsvest bliver de sad op i cockpittet. Nu er der overskud til næsten, at få dem til at smile over, at vi har fået den motorbåd, Simon altid har ønsket sig.

Efter ca. 15 -20 minutter fra første opkald, hvor minutterne føles som år, kommer Sjøredningstjenesten, og trækker os væk. De fortalte os senere, at de havde passeret en 3 meter grund ca. 10 – 20 meter nede i læen på os, og der, derfor ikke var tid til at kommunikere særlig meget med os. De kastede simpelthen bare en trosse over til os, og begyndte at trække os med det resultat, at vi blev nødt til at skære ankerlinien.

De næste dage gik med at komme os over oplevelsen, og få konstateret om motoren eller skrueaksel havde taget skade. Heldigvis var skaden ikke større, end vi i samråd med vores forsikringsselskab vurderede, at vi kunne fortsætte hjem-over for motor.

Oplevelsen havde påvirket os mere, end jeg havde forventet. Ustandseligt blev der ved med, at komme små flash af billeder fra episoden op. Jeg kunne mærke, at vi voksne var irritable, havde svært ved at koncentrere os og var rast-løse. Men vi vidste også, at det kun var et spørgsmål om tid, og at vi skulle ud og have en god oplevelse på vandet, så ville roen falde over os igen. Børnene derimod klarede det rigtigt godt, og efter en dags tid var de tilbage i gammel stil.

Turen fra Spiken, hvor Sjøredningstjenesten havde slæbt os ind til og ned til Vänersborg, blev en hård tur. Både fordi vi skulle ud forbi stedet, hvor vi havde tabt masten og fordi det er noget tosset noget at sejle en sejlbåd uden mast. Der var på turen nedover Väneren en sø på ½ til 1/1 meter og bådens bevægelser blev meget urolige og hurtige, idet den ikke havde masten som kontra vægt. Underligt nok havde vi om foråret netop siddet ombord på Legolas og talt om hvorledes en sejlbåds bevægelser er urolige når den ikke har sin mast på. Men på det tidspunkt havde jeg nu ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at vi skulle sejle hjem fra Väneren i en båd uden mast.

Resten af turen fra Vänersborg og ned gennem Trollhättenelven var en fornøjelse. Vi oplevede at have hele elven for os selv, i total vindstille, hvor alt spejler sig i vandet. De dage, hvor man har taget en masse billeder, og hvor man efterfølgende ikke kan se, hvad vej de skal vendes, da alt spejler sig dobbelt.

Væk var den dårlige oplevelse og vi nød Götaelven i fulde drag som for os var den den smukkeste del af turen fra Mem til Gøteborg. Men jeg er da glad for, at vi sejlede nedad. Til tider sejlede vi 7,5 knob over grunden og kun 4 knob på loggen.

Efter et par dage i Gøteborg. Hvor vi kunne se på svenskerne, at vi nærmede os Danmark, svenskerne var begyndt at ryge !!, sejlede vi på en god vejrudsigt, de små 40 sømil, over til Læsø.

Vel ankommet til Østerby på Læsø, nærmest løb jeg op til købmanden, købte 6 Tuborg og var ved at falde om af grin, da jeg kun skulle betale 42,- kr. Uha, hvor er det godt at være dansker !

Før turen havde vi lånt en del søkort af en FTLF-sejler fra Sæby og havde dengang sagt, at vi da lige kunne sejle forbi med kortene, når vi kom forbi på hjemturen. Heldigvis blev han meget overrasket, da vi ringede og meldte vores ankomst. Det blev til en rigtig dejlig aften hjemme ved ham og hans hustru. De havde sejlet en del af samme tur som os. Så det var en enorm rar oplevelse at kunne dele turen og stederne med nogle sejlere, der havde været samme steder.

Den 11. september 99 om eftermiddagen ankom vi, samtidigt med de sejlere der havde deltaget i Romsø rundt, til Kerteminde. Vi havde været væk hjemme fra i 4 måneder og sejlet ca. 2.200 sømil, hvilket er 552 mil pr. måned eller ca. 18 mil pr. dag.

Som vi sejlede ind Kerteminde bugt, talte vi om, hvilken underlig fornemmelse det var at komme hjem. Ingen tvivl om, at vi glædede os til at se vores venner og familie. Men det var også en vemodig følelse vi havde nu hvor ringen var sluttet. Det trak noget i os og det var svært ikke at falde af på en sydlig kurs og gøre hele turen igen. 4 måneder uden en eneste rudekuvert. 4 måneder uden at skulle tage stilling til en eller anden politik. 4 måneder uden fjernsyn. 4 måneder, hvor det kun var os, der bestemte tempoet. 4 måneder med kun 4 dages regn. 4 måneder, hvor de vigtigste ting er en vejrudsigt og hvor vi kan få mad. 4 måneder sammen med sine børn og kone. 4 måneder, hvor det kun handler om at sejle. 4 måneder fyldt med de bedste oplevelser. 4 måneder med frisk luft.

– DET ER ET PRIVILEGIUM.

Jeg vil her til sidst gerne takke en frygteligt masse mennesker for den positive opbak-ning og støtte, vi har følt, vi fik i en hård tid, umiddelbart før vi tog af sted. Og den store hjælpsomhed vi har fået fra alle sider.- ingen nævnt, ingen glemt.

Klik på billederne

Fortøjninger ved Ulvö

Karin fisker og Simon vil fra borde. - Trollarviken

Udsigt over Trollarviken - båden ligger nedenfor hvor vi står

Aftenhimlen på vej indtil Hudviksvall

Dejlige Julie og far - Vindham/Sundsvall - Far og datter nyder et fortroligt øjeblik

Götaelv ved Trolhätten

Mem i modlys - hvor ligger indsejlingen ?

Madssom3_Mjalteno.jpg

Lärköslot o Vänerer

Relativ høj sluse med vores venner fra Sundsvall

Sluse i godt vejr - er det ikke smukt.

3 fede måger på Stor Jungfruen

Julie og Simon efter forlis, klar til at gå i vandet

Sjöredning trækker os ind mod havn og sikker grund - HURRA

SI-JU ligger ved de gamle sluser nedenfor Trolhättansluserne . Idyllisk, men larmende.

Älmstra - GunnersMaren - smukke Väddökanal

Vänersborg - Ha' vi er da legeglade med broåbninger

En stolt, glad og lykkelig familie hjemme igen.