Men jeg skal op for vi, min kone/kæreste, mine 2 små dejlige børn og jeg selv skal sejle til Rûgen her til morgen og vi skal følges med 5 andre både over Østersøen. Ja, vi har aftalt at følges med dem helt til Polen og hjem igen. Vi er alle medlemmer af "Foreningen til langtursejlladsens fremme" forkortet til FTLF. Og i vinters planlagde vi en tur til Polen, efter en ide af "Trojka" en Maxi 95 fra Kerteminde. På et tidspunkt var vi oppe på 15 - 20 interesserede både, som ville med, men på grund af det dårlige vejr, samt planlægning af ferie var vi nede på 9 både. Vi skulle mødes med yderligere 3 både i Stralsund.

På tidspunktet, hvor vi tog afsted til Rügen, havde vi ligget indeblæst 3 dage i Stubbekøbing. Det passede mig fint at tage den med ro i ferien, efter en stresset juni, måned meeeeen, så meget ro, og så stor er Stubbekøbing heller ikke, så det var rigtig dejligt den morgen kl. 04.00 at slippe fortøjningerne og sejle ud i et fantastisk smukt lys og se solen stå op over Grønsund. Vejrudsigten havde lovet svag til let vind fra sydvest og vest og vi forventede turen over Østersøen til ca. 12 timer.

Det blev en pragtfuld tur med spilersejllads det meste af vejen. Dog måtte der motor til et par timer fra Rügen, idet vinden var blevet mere svag end let og spileren hang bare som vådt wienerbrød ned fra masten. Desværre fik vi motorproblemmer ud for Nordspidsen af Hiddense og måtte trækkes ind det meste af turen ind til havnen "Vitte" på Hiddense.

Lykken var stor på Hiddense. Nu var vi kommet over Østersøen og ligesom rigtig på vej. Hiddense er en meget smuk ø, der bl.a. udemærker sig med høje skrænter og flotte udsigter på nordsiden af øen. Et område som skabt til gode gåture, eller som en del personer også gjorde, med hestevogn. Øen har den bestemmelse, at der ikke må køre biler, knallerter olign. De eneste motoriserede ting vi så var deres landbrugsmaskiner. Det betød, at alt længere transport blev foretaget med heste eller cykler. Det var for os en dejlig oplevelse. Ingen larm og os, kun roen og den friske luft.

Fra Hiddense sejlede vi indenskærs ned til Stralsund. En meget fin tur. Kun for det lille forsejl alene og en frisk vind på ca. 8 m/s fra en vestlig retning, der igen betød halvvind sejllads. Og hvor er det dog en fornøjelse at være den heldige ejer af en Impala 27 i sådant et vejr. Alene for fokken sejlede vi både stærkere og mere behageligt end de fleste andre både. Ingen storsejl til at trække os ned i pustene, ingen luvgerrighed og fuld kontrol over båden, solen skinnede, børnene grinede, øl og cigaretter i nærheden. Lykken er stor.

Stralsund fik vi desværre ikke set meget af. Jeg fik feber, det blev regnvejr og jeg syntes bare det var endnu en "storby", der ikke var bygget op efter Østtysklands forfald. De andre både er dog af en noget anden mening. De syntes, Stralsund var et af turens højdepunkter, så den er nok et besøg værd.

Vi tog hurtigt videre sammen med 2 andre både, ned til en lille fiskeleje som hedder Stralbrode. De andre ville have en dag mere i Stralsund. For os en lille, men igen dejlig sejltur på et par timer, med en storslået himmel, hvor skyerne kom væltede i mastehøjde, vinden var kraftig ca. 10-12 m/s med nogle kraftige pust og retningen bidevind til halvvind. Igen sejlede vi kun med fokken og havde både en hurtig og for os udramatisk tur.

Stralbrode er et lille fiskeleje uden nogen indkøbsmuligheder, ringe toilet faciliteter og ikke rigtig noget af noget som helst. Men et pragtfuldt fredfyldt sted med muligheder for nogle dejlige gåture og børnene kunne lege med deres fiskenet inde i bunden af havnen. Vi lå i industrihavnen, hvor vi lå bedst for den kraftige vind, men deres lystbådehavn var, med EU midler, ved at blive betydelig udbygget og forbedret.

Næste dag skinnede solen, vinden var svag til let fra sydøst og alt tegnede til en hurtig behagelig tur til Ruden, hvor vi skulle mødes med de andre. Aftenen i forvejen havde vi dog talt en del med "Søster" fra Fjellebroen. De havde en hund ombord og skulle af hensyn til lægepapir på denne, ankomme til Polen senest samme dag. Vi aftalte, at kom vi glat til Ruden, ville vi fortsætte videre til Swinoujscie Polen, hvor vi så kunne vente på de andre. Og turen gik glat. Der var kryds til Ruden og det kunne naturligvis ikke undgås, at der blev samlignet højde og fart, samt taktiske vendinger mellem os 3 både. Der er stadig personer på de andre både, der nægter at have taget hensyn til, hvorledes vi hver især har sejlet og slet ikke samlignet noget som helst. "Nej , nej det er jo feriesejllads". Men jeg tror ikke på dem!. De kan bare ikke følge med en Impala 27. Ved Ruden skal man have tungen lige i munden, når der navigeres. Der er en del fladvande, man skal holde sig fra, og så er der det, syntes jeg helt unormale for os danskere, at deres sømærker er enormt store, hvilket gjorde, at jeg mere end en gang, forvekslede deres sømærker med noget andet på lang afstand. Det igen afstedkom, at jeg noget frustreret brugte tid på at se i kort og kikkert, før end det gik op for mig at disse store klodser var de sømærker, jeg ikke kunne finde. Det er som historien om "ikke at kunne se skoven for bare træer". Men hatten af for tyskerne, når først man har fundet ud af deres store sømærker, er det en fornøjelse at navigere i deres farvande. Det kunne vi lære noget af herhjemme.

Netop som vi var ved at passere Ruden blæser vinden noget op. Vi havde beslutte os for Swinoujscie og vi satte 1. reb i storen og faldt en anelse af for vinden med kurs mod Polen. Turen blev dog ikke den rene fornøjelses tur. Vinden øgede yderligere og jeg måtte op og skifte til det lille forsejl. Det var som om, vinden hele tiden blev ved med at øge og lettelsen var rimelig, da vi efter 4 timers sejllads faldt endnu mere af for vinden og kom i læ af den meget lange mole, som går ud inde fra Swinoujscie.

Vi lagde til ved toldbygningen, som ligger inde på bagbordsside af havnekanalen. Vores motor virkede stadig ikke, så det blev gjort for sejl, uden nogen problemer. Nu har der jo været sagt og skrevet meget om de polske toldmyndigheder her i eftersommeren. Min erfaring med de polske myndigheder er meget mere afslappet. Jeg syntes, de er total humorforladte og ironi er bestemt ikke deres stærke side. Men når først man har accepteret, at de ikke er til at få til at smile, er de ellers gode nok. De gør deres arbejde og de gør det ok. De var ikke strikse med papirerne og båden med hunden, der havde mest sommerfugle i maven, havde ingen problemer med at have en hund ombord. Tolderne gjorde derimod et stort nummer ud af at forklare, hvorledes man skal udklarere, for at vi ikke skulle have nogen problemer der. Jo og så var der lige det, at jeg ikke måtte sejle for sejl i havnen. Alt transport foregik for motor eller slæb.

Vi ankom til lystbådehavnen/pladsen kl. ca. 22.00 i total vindlæ af byen og i den vildeste myggesværm. Vi blev simpelthen overfaldet af stikkende myg. På et tidspunkt, hvor jeg klarede båden op efter vi havde lagt til, vendte jeg ryggen til min søn Simon på 3 år i måske 4-5 minutter. Da jeg vente mig om, havde han myg i øjnene, omkring munden, i ørene og håret. Det var så voldsomt, at vi forskansede os nede i kahytten en times tid, hvorefter den værste myggeplage var ovre.

Polen er et andet land. Man mærker det på kroppen. Luften lugter anderledes, menneskernes temperamenter er anderledes, sproget er anderledes, pengene er anderledes osv. osv. Man mærker det. Simon specielt, han var hævet i hele hovedet efter gårsdagens myggestik. Polakker er flinke og hjælpsomme. En mor, der var ude og gå tur med sine egne børn, så Simon`s ansigt og straks tilbød hun lidt genert, men meget bestemt, os en pille vi skulle opløse i vand og som Simon derefter skulle drikke for at få hævelsen væk. Jeg ved ikke, hvordan I andre har det at opløse fremmed folks piller i vand for derefter at give det til jeres børn. Jeg ved, at kvinden ville hjælpe, men Simon fik aldrig pillen. Derimod brugte vi den ispose, vi fik af en tysk sejler fra Berlin.

Swinoujscie er en spændende by, med markeder, dejlig sandstrand ud til Østersøen, gode indkøbsmuligheder og rimelige priser. Men der var også 30 graders varme, så vi ville ud på vandet igen. Næste stop var en lille by, der hedder Trzebeiz ved indsejlingen til Stettiner floden. Igen en dejlig sejltur med kryds i 4-5 m/s hen over den lille indsø Stetinner Haff. Man skal dog tage sig iagt for de hundredevis af tynd bundgarnspæle hele stykket er oversået med. De er svære at se og ved dårlig sigtbarhed og natsejllads, skal man absolut kun sejle i den afmærkede rende. Modsat er det i god sigt og i en Impala 27 en udfordring at navigere uden for renden.

Trzebiez er en charmerende lille by, med en god marina og tilsvarende faciliter. Der er ikke de store indkøbsmuligheder, men har man tid, er der en masse små købmandsbutikker og med lidt vandring, finder man alligevel det man skal bruge. En dejlig afslappet og maritim atmosfærer og et åndehul efter et par hektiske dage i Swinoujscie.

Ved udklaring fra Polen skal man sejle op til en polsk toldkrydser, der ligger for anker ved bøje nr. 16, kunne legimitere sig i form af bådens navn og nationalitet, hvorefter de melder god tur ved at råbe i en megafon eller blot vinker ok. med armene. Og vè den båd, der ikke overholder spillets regler. Så er det, der sker sådan noget, som man kunne læse om i eftersommeren, med ham danskeren, der var blevet skudt efter. Jeg syntes, det retfærdig vis skal nævnes, at det er Tyskland, der har bedt de polske myndigheder om, at skærpe grænseovervågning mod vest, hvis de gør sig nogen forhåbninger om at blive optaget i EU.

Nu er det således, at der på grænsen mellem Tyskland og Polen, i indsøen Stettiner Haff, er udlagt bøjer hele vejen over stykket ca. 8-9 sømil og man skal melde sig ved toldbåden. Det kan virke lidt fjollet, når nu man har rent mel i posen og blot er på sommerferie. Men modsat, når blot man indstiller sig på, at sådan er tingene nu engang, behøves det ikke at være noget problem.

Vel ankommet til Üeckermünde, Tyskland, efter en god tur med en del kryds med et reb i storen og 6-8 m/s. Üeckermünde er spændende at anløbe. Selve rende indtil byen ligger omkranset af store træer og kan derfor være svær at se ude fra vandet. Kommer man tættere på, er det ikke noget problem. Det er derimod meget facinerende at sejle i den snævre rende, idet man har følelsen af at sejle på en å.

Vi ankom lige til deres by/havnefest og for et par stykker af os, blev det en meget lang og fugtig nat.

Næste dag fik vi desværre ikke set noget af Ückermünde, førend vi tog afsted igen. Denne gang med kurs op gennem Peenestrom op til Krummin.

Peenestrom er helt speciel at sejle på. Det er et løb, der går fra Stettiner Haff op til Østersøen eller Greifswalder Bodden syd for Rügen. Den er meget spændende at sejle på med sine snoede løb, små havne og indsøer hele vejen op til udmundingen. Vi valgte at overnatte ved Krummin. Et meget lækkert sted jeg kun kan anbefale skulle nogen komme på de kanter. En lille, men godt beskyttet havn og en charmerende lille by dertil. Vi havde desværre ikke meget tid der, idet vi havde en aftale med Hansa bådeværft i Greifsvald, som havde indvilliget i at give os en rundtur på deres værft og at vi kunne ligge ved deres bådepladser.

Turen til Greifsvald eller byen Wieck, som ligger 5 sømil før og som vi valgte pga. dens badestrand gik fint. Desværre måtte vi slæbes en del på denne tur, idet vores motor stadig ikke virkede og vi havde nogen broåbningstider at overholde, samt kryds i den snævne løb med vindspring op til 40 grader. Men vel ude af Peenestrom kunne vi krydse selv og fik sluppet linien. Hvad sker der så ? Så forsvinder vinden og vi ligger og dasker noget rundt. De andre både er på det tidspunkt langt forude, da de har sejlet for motor i længere tid. Efter 1 1/2 times tid kommer vinden igen, som en halvvind og det passer med, at manden i båden kan tage sig en velfortjent lur. Forbavselsen var stor, da han bliver vækket af sin pragtfulde kone, der vil vide, om det ikke er muligt at få spileren op, så der kunne komme lidt gang i båden. På det tidspunkt var det bådens 6 årig datter, der styrede og kone, der trimmede sejlene. En hver mand ved, at det ikke er velset at sige sin kone imod. Så op kom spileren. Endnu engang må man rose sit valg af denne pragtfulde båd. Impala’en susede simpelthen afsted i takt med, at vinden øgede op til 8 m/s og det varede ikke længe førend, de foreste både var agterudsejlet. Som der står skrevet "De sidste skal blive de første".

Turen ind til Greifswald foregik på slæb i regnvejr og er ikke meget at berette om. Derimod var besøget på Hansa bådeværft spændende. Jeg føler mig overbevist om, at det danske arbejdstilsyn ville have sagt det samme. Lugten fra poliesterdampene var ikke til at tage fejl af.

Byen fik vi ikke set meget af, da resten af dagen gik med at proviantere, idet det var den sidste by med indkøbsmuliheder, inden vi skulle forlade Tyskland.

Sidste stop var en meget lille by, som hedder Barhöft. Den ligger nord for Stralsund og er sidste havn før Østersøen. Der havde vi en meget hyggelig aften, hvor der blev givet slæbeøl fra 2 både, os selv indbefattet, og sagt farvel til de andre både med en afskedsmiddag på havnens strandhotel.

Turen over Østersøen forløb planmæssigt. Vi kunne dog godt have brugt noget mere vind, idet den til tider var mere svag end jævn. Vi fortsatte op gennem Grønsund og anløb Vejrø først på aftenen. Derfra havde vi det sidste stykke hjem til Kerteminde. Det skulle vise sig at blive et hårdt stykke, for næste dag blæste det 15 m/s og der kan rejse sig nogle grimme søer på stykket mellem Vejrø og Omø. Men hjem kom vi og måtte konstatere, at Impala’en bjærger sig fint selv under vanskelige forhold.